Inden afrejse:
Visum og pas: Alle rejsende til USA, voksne som børn skal have eget
pas. Såfremt I er i besiddelse af et maskinlæsbart pas (med
magnetstribe) kræves der i øjeblikket (Dec 2008) ikke visum for
danske statsborgere på turist- eller forretningsrejse under 90
dages varighed til USA. Dette er under forudsætning af, at I ikke
tidligere er blevet nægtet visum, har været straffet, skal arbejde
i USA (f. eks. som au pair) eller på anden måde ikke opfylder
indrejsebetingelserne. Har I fremmed statsborgerskab, skal være
længere tid i USA eller er i tvivl om, at I opfylder alle
betingelser, bør Den Amerikanske Ambassade, telefon 3341 7100
kontaktes. Undlades relevante oplysninger med en eventuel afvisning
ved grænsen
til følge, kan der ikke gøres krav gældende overfor arrangør/
rejsebureau. Passet skal være gyldigt 6 måneder efter
hjemkomstdagen.
Den 12. januar 2009 træder et nyt indrejseprogram i kræft. De
indrejsepapirer, man hidtil har skullet udfylde på flyet på vej til
USA, afløses af et nyt indrejseprogram, Electronic System for
Travel Authorization (ESTA). Programmet er for rejsende med
statsborgerskab i Visa Waiver Program-medlemslande, herunder
Danmark. ESTA er en internetbaseret formular, der ligger på https://esta.cbp.dhs.gov Her
indtastes de samme personoplysninger, som man før skrev på
indrejsepapirerne.
Indtastningen skal foretages ikke mindre end 72 timer før afrejse
og efterfølges i de fleste tilfælde indenfor få sekunder af en
godkendelse med et kontrolnummer, som skal medbringes på rejsen.
Hvis svaret er PENDING, foretages der en automatisk
rutineundersøgelse, og svaret vil ifølge myndighederne komme i
løbet af max 72 timer. Resulterer ansøgningen i et afslag, skal man
henvende sig til den amerikanske ambassade - se: http://denmark.usembassy.gov.
Ovenstående oplysninger er givet med forbehold for ændringer -
check altid www.usembassy.dk/Visas/VisaWaiver.htm
for opdaterede oplysninger.
Indrejse:
Hav pas og udfyldte og toldpapirer klar til aflevering hos
myndighederne ved ankomsten til USA. Disse papirer udleveres ombord
på flyet og skal udfyldes omhyggeligt. Vær opmærksom på at man ved
ankomsten til USA skal have taget fingeraftryk samt scannet øjets
iris. Vær opmærksom på, at I ved check in i lufthavnen og på de
indrejsepapirer, som udleveres på flyet, skal oplyse følgende
angående jeres opholdssted i USA:
Hvis I har reserveret hotel skal nøjagtig navn og adresse på jeres
hotel / opholdssted i USA oplyses inklusiv ZIP-code = postnummer.
Hvis I ikke har alle informationerne skriver I hotellets og byens
navn og så mange oplysninger I er i besiddelse af. Hvis I
transiterer til et krydstogtskib skriver I: "Transit to Cruise
Line" + skibets navn + navnet på den by, hvorfra skibet sejler.
Hvis I har lejet bil og ikke ved hvor I skal overnatte den første
nat skriver I for eksempel "Touring New England" (eller hvad der nu
måtte være relevant) + navn på den by og stat hvor I regner med at
bo den første nat.
Rejseforsikring:
Det gule sygesikringskort gælder ikke i USA. Vi anbefaler på det
kraftigste, at der tegnes en sygeforsikring med højeste dækning.
Alle oplysninger fås hos rejsebureauet.
Kreditkort:
Det mest anvendte betalingsmiddel i USA er kreditkort, og vi
anbefaler at der medbringes VISA, Master Card eller American
Express. Diners er ikke alle steder lige populært. Da der ofte er
en begrænsning på, hvor store beløb man kan bruge/ hæve foreslår
vi, at I medbringer mere end ét kreditkort.
Hotelværelser i USA:
Normalt er hotelværelserne store og udstyret med 2 dobbeltsenge
(som oftest queensize, der svarer til en 1½-mandsseng), så der er 4
sengepladser. Hvis I er 3 eller 4 personer på værelset er der altså
ikke 3 hhv. 4 senge. Der kan dog være dobbeltværelser med én
kingsize seng og værelser, hvor størrelsen ikke tillader flere end
2 - 3 personer. Såfremt der er plads på værelset til ekstra seng(e)
kan disse bestilles hjemmefra (der betales direkte til
hotellet).
Shopping:
Det er billigt at shoppe i USA og især er amerikanske mærkevarer et
godt køb - for eksempel koster et par Levis cowboybukser kun
omkring US$ 40 og I kan endda ofte finde dem billigere på udsalg
eller i outlets. Andre gode køb er blandt andet sportstøj og -sko,
golfudstyr og merikanske kosmetikmærker.
Vær opmærksom på, at priserne i forretningerne er opgivet uden den
lokale statsskat (ca. 6-15 %), der lægges til ved betaling.
Outlets er et amerikansk begreb, der dog efterhånden også er kendt
på vore breddegrader. Outlets er stedet, hvor fabrikanter sælger
sidste sæsons varer eller i mange tilfælde sidste måneds varer til
stærkt nedsatte priser - her kan der virkelig være penge at spare
på indkøbsbudgettet. På bedste amerikanske vis ligger outlets
ofte i et område, der gør det svært at komme til med offentlig
transport, men der findes undtagelser i nogle byer. Vær opmærksom
på at ifølge Told og Skat må I kun have varer med ind i Danmark for
3.250 kr. ved indrejse fra et ikke-EU-land.
Åbningstider:
Banker har i almindelighed ekspeditionstid kl. 9-15 mandagfredag.
Det er stort set muligt at handle, når man ønsker det i USA.
Stormagasiner har som regel åbent fra kl. 10.00-20.00 eller 21.00
mandag-lørdag og fra kl. 11.00-18.00 om søndagen. Supermarkeder har
ofte åbent fra kl. 7.00-21.00 hver dag - nogle sågar døgnet
rundt.
Drikkepenge:
Selv om det kan virke irriterende på de fleste danskere, slipper vi
ikke for at give drikkepenge, når vi rejser i USA. På restauranter
og i taxi'er er normen 15-20 % (check regningen på restauranten -
især i storbyerne lægges drikkepenge på), stuepigen skal have ca.
US$ 1½ pr. dag og bellboy ca. US$ 1½ pr. kuffert.
Valuta:
1 USD = ca. 5,5 danske krone (juli 2009).
Vi anbefaler at I hjemmefra får vekslet, så I medbringer
Amerikanske Dollar til USA. Optankning af USD undervejs foregår
nemt og bekvemt ved at hæve penge på jeres kreditkort i
pengeautomater (ATM'er).
Elektricitet:
110 - 120 volt. Der kræves adapter og eventuelt transformer, hvis
de medbragte elektriske maskiner ikke kan omstilles.
Telefon:
For at ringe til Danmark tastes 011 45 efterfulgt af det ønskede
nummer. Vær opmærksom på at det er dyrt at benytte telefonen på
hotelværelset. Køb eventuelt telefonkort (fås i kiosker og
supermarkeder), som kan benyttes i telefonautomater. Kun
mobiltelefon med triband-system kan benyttes i USA. Langt de fleste
nyere mobiltelefoner er udstyret med triband.
Tabel for tøj- og skostørrelser:
Længdemål:
1 Mile = 1,6 km
1 Foot = 30 cm
1 Inch = 2,5 cm
Dametøj
USA 6 8 10 12 14 16
Danmark 36 38 40 42 44 46
Herreskjorter
USA 14 14,5 15 15,5 16 16,5 17
Danmark 36 37 38 39/40 41 42 43
Sko
USA 6 7 8 8,5 9 9,5 10,5
Danmark 38 39 40 41 42 43 44
Klima:
I så stort et land som USA er der naturligvis store forskelle på
klimaet i de forskellige byer og stater. Vi henviser til www.dmi.dk for nærmere information
Temperatur:
I USA måles temperaturen i Fahrenheit. For at omregne til Celsius
benyttes følgende formel:
Træk 32 fra temperaturen i Fahrenheit, divider med 9 og gang med
5.
77 grader Fahrenheit vil altså være 77-32 = 45. 45/9 = 5. 5*5 = 25
grader celsius.
| - VALUTA | - REJSEFORSIKRING | - REJSEVEJLEDNING |
| - REJSEGARANTI - ER VI DÆKKET ? | - VISUM/PAS | - VACCINATIONER |
| - VISUMFORMULAR |