Eftersom der ikke findes direkte fly til Borneo, foreslår vi, at
I flyver til Singapore og bruger et par dage her på at gå på
opdagelse i denne topmoderne storby, inden I fortsætter mod
Borneo.
Singapore er let at finde rundt i, infrastrukturen fungerer
forbilledligt og alle snakker engelsk (eller "Singlish", som de
kalder det pga. den singaporeanske accent). Vi anbefaler, at I
besøger etniske kvarterer som det arabiske, Little India og
Chinatown, hvor gamle skikke og traditioner holdes ved lige.
Singapores befolkning er en sammenblanding af kinesere, indonesere,
indere, malajer og vesterlændinge, hvilket giver byen en farverig
og dynamisk atmosfære, hvor der er plads til alle - undtagen
banditter, som der bliver slået meget hårdt ned på. Singapore er
faktisk én af verdens fredeligste storbyer. Bystatens diversitet
afspejles i Singapores pragtfulde gastronomi. Det er billigt at
spise ude i Singapore og udvalget af lækre specialiteter er enormt.
Glem ikke at besøge shoppingparadiset Orchard Road, den berømte
gade, hvor alle de store internationale brands er repræsenteret
langs begge sider af vejen - om ikke andet, så for at opleve den
internationale og livlige atmosfære. Om aftenen kan I tage forbi
Boat Quay som ligger langs bredden ad Singapore River. Her spejler
de farverige restauranter, barer og spillesteder sig i vandet og
Singapores livsnydere mødes.
| - VALUTA | - REJSEFORSIKRING | - REJSEVEJLEDNING |
| - REJSEGARANTI - ER VI DÆKKET ? | - VISUM/PAS | - VACCINATIONER |
| - VISUMFORMULAR |